2010 juli - Af Henrik Børjesson, annoncedirektør
Helsiden er tilbage. I den seneste tid har dagbladene oplevet et sandt boom i antallet af helsidesannoncer. Annoncører som fx SAXO Bank, SAS, Fields, Boligselskabernes Landsforening, FOA, HK, Peugeot, Mazda, TRYG, Nordea Invest, Procter & Gamble m.fl har fyldt de danske dagblade med helsider.
I tiden før elektroniske og digitale mediers fremkomst var helsidesannoncen den sikre grundsten i enhver større kampagne. Det var man enige om hos annoncører, mediabureauer og reklamebureauer. Sådan er det ikke helt længere, men hvad enten vi taler om tilbudsannoncer fra detailhandelen, mærkevarekampagner, oplysnings- eller imagekampagner, så giver helsiden i dagblade en helt særlig stopeffekt. Og den optræder i en stærk og troværdig kontekst.
Det er derfor herligt at se, at flere og flere annoncører igen tænker i disse baner. I forhold til 2009 og tidligere år er der sket en betydelig vækst i antallet af helsider foråret 2010. Her på Politiken har vi i 2. kvartal indrykket 40% flere helsider end i 2. kvartal sidste år.
Forfatteren og sociologen Henrik Dahl har også bemærket helsidesannoncens store comeback. I sin artikel ”Hurra for helsiden”, som blev bragt på K-forum.dk d. 8. juni, skriver han blandt andet:
”Helsidesannoncen er tilbage. Med al sin duft af tryksværte,
fornuft, magt og gode cigarer. Sig det med en helside, så
er du noget i den borgerlige offentlighed. Helsiden er et
analogt og troværdigt holdepunkt i en tid, hvor alt flyder på
nettet. Derfor bruger banker, pelsavlere og fagforbund nu
ivrigt helsidesannoncer”
Politiken har optrykt hele Henrik Dahls artikel og indrykket den som helsidesannonce i vores egen avis samt som opslag i Børsen og Jyllands-Posten. Læs den andetsteds i dette nyhedsbrev.
På Politiken er vi glade og stolte over vort store avisformat (broadsheet). Og ikke mindst når vi taler helsidesannoncer, så får annoncørerne en ekstra kapow-effekt, når der annonceres i Politiken.
Prøv selv at lægge et opslag med en helside i en tabloidavis ved siden af et opslag med en helside i Politiken. Forskellen er decideret voldsom. Tabloidaviserne får pixibogspræg…
Hen over sommeren vil vi gerne markere helsidens store come back med et ekstraordinært godt tilbud på helsider i Politiken. Ring til din faste kontaktperson og hør nærmere.
Rigtig god sommer.
Læs artiklen "HURRA FOR HELSIDEN" af Henrik Dahl